Handelsbetingelser

Hvem kan blive kunde hos GrapeDesign?

Alle er meget velkomne som kunder hos GrapeDesign og alle typer henvendelser får vores fulde opmærksomhed. Ønsker du at handle i vores on-line store, skal det dog være som en virksomhed med gyldigt CVR-nr. Hvis ønsker at handle som privat kunde, er du meget velkommen til at besøge vores showroom og kigge på sagerne. Ring på +45 38 878 00 og få en aftale.

Hvordan kan jeg handle hos GrapeDesign?

Hos GrapeDesign vil vi være kendte for at være nærværende og omhyggelige. Det betyder, at vi forsøger at være fleksible i forhold til, hvordan vores kunder kan handle hos os. I vores on-line store kan du handle et udvalgt sortiment 24/7. Finder du ikke lige det du søger, er du naturligvis altid velkommen at kontakte os pr. mail grape@grapedesign.dk eller pr. telefon +45 38 878 800. Telefonen er åben alle hverdage 8:00 - 16:00.

Kan jeg komme forbi og se varerne inden jeg bestiller?

De fleste af varerne i GrapeDesign on-line store er repræsenteret i vores showroom på Rentemestervej. Så du er meget velkommen til at lave en aftale om at komme forbi og blive inspireret. Ring for en god ordens skyld først på +45 38 878 000 og få en aftale.

Hvordan bliver jeg oprettet som bruger i GrapeDesign on-line store?

Når du afgiver din første bestilling via vores on-line store, bliver du også oprettet som bruger. Ved første bestilling beder vi om dit navn, e-mail adresse, ønsket password, telefon nr., din virksomheds navn, adresse (fakturering og levering hvis forskellig) samt din virksomheds CVR-nr. Næste gang du handler, kan du slippe med at logge ind med din e-mail adresse og password.

Hvordan bestiller jeg fra GrapeDesign on-line store?

Find de ønskede varer via den enkle navigation og “variant-knapperne”. Når du har fundet frem til dine varer, lægges de i kurven med et enkelt klik. Husk at gennemse kurvens indhold inden check-ud. Når du afgiver ordren, er der en enkel check-ud process, der sikrer, at vi har alle relevante informationer herunder leveringsadresse og betalingsinformationer. Kort tid efter afgivelsen af din bestilling, vil du modtage en mail med en estimeret leveringstermin.

 

Alle bestillinger på GrapeDesign on-line store er bindende.

Kan jeg ændre oplysningerne i forbindelse med nye bestillinger?

Hvis du har fået en ny fakturerings- eller leveringsadresse, kan den rettes i forbindelse med afgivelse af nye bestillinger. Vi gemmer dine sidst indtastede oplysninger i din brugerprofil.

Kan jeg ændre i min bestilling?

Når du har afgivet din bestilling, er den en bindende aftale for din virksomhed. Derfor kan du ikke længere selv foretage ændringer. Har du brug for mindre ændringer (som f.eks. leveringsadressen), kan du sende en mail til grape@grapedesign.dk og vi vil forsøge at efterkomme dine ønsker, så langt det er muligt.

Har jeg returret?

Det ultrakorte svar er nej. Den nyeste EU-lovgivningen på området giver private kunder returret selv på varer, der er taget i brug. Det er vi med vores type produkter og lagerløse set-up ikke i stand til at efterkomme. Derfor er GrapeDesign on-line store indtil videre kun åben for virksomheder. Hvis ønsker at handle som privat, er du velkommen til at komme forbi vores showroom og kigge nærmere på sagerne. Ring på +45 38 878 00 for at få en aftale.

Betaling, moms og faktura

Hvordan betaler jeg for min bestilling?

GrapeDesign on-line store modtager Visa/Dankort, Visa og MasterCard. Dit kort bliver autoriseret i løbet af få sekunder i forbindelse med din bestilling. Vi trækker naturligvis først betalingen, når varerne afsendes.

 

Det er også muligt at betale med bankoverførsel. Vi sætter din bestilling i gang så snart din betaling er gået ind på vores konto. Ordren er stadig bindende ved afgivelsen.

 

GrapeDesign tilbyder også elektronisk fakturering til institutioner og større virksomheder. For at blive faktureret elektronisk skal du i forbindelse med bestillingen blot indtaste dit EAN-nr. og evt. reference.

Hvordan afregnes moms?

Ved levering i Danmark fakturaer vi inkl. 25% moms. Ved levering og fakturering udenfor Danmark kan vi tilbyde fakturering uden moms. Indenfor EU dog kun ved angivelse af gyldigt moms nr.

Hvornår får jeg tilsendt min faktura?

Vi afsender varerne med følgeseddel. Fakturaen sendes pr. mail umiddelbart efter afsendelse. Det er altid muligt efterfølgende at logge ind og udskrive fakturaer vedr. tidligere leverancer.

Forsendelse og levering

Forsendelsesmetoder

Vi leverer til alle erhvervsadresser world-wide. I Danmark sender vi alle pakker med GLS Business. Udenfor Danmark sender vi alle pakker med UPS. Til levering af receptionsdiske, talerstole og andre større leverancer bruger vi professionelle møbeltransportører og/eller egne montører.

 

Alle molo produkter kan efter nærmere aftale afhentes i vores showroom Rentemestervej.

 

Kort efter du har afgivet din bestilling, vil du modtage en e-mail med bekræftelsen. Når din forsendelse er klar til afhentning eller er afsendt, sender vi en ny e-mail med alle relevante detaljer. Herunder evt. link til sporing af din pakke.

 

Med dit log-in til GrapeDesign on-line store kan du selvfølgelig altid følge med i status på din bestilling.

Hvordan håndteres forsendelser, når varen ikke er på lager?

Rigtig mange af varerne i GrapeDesign on-line store fremstilles til ordre. Allerede ved bestilling vil det fremgå, hvad den forventede leveringstid er. Få arbejdsdage efter din bestilling vil vi kende den nøjagtige leveringstid og opdatere din ordre med den bekræftede leveringsdato. Du vil i den forbindelse modtage en ny opdateret ordrebekræftelse.

Hvordan kan jeg spore min forsendelse?

Så snart dine varer er afhentet på vores lager, sender vi en e-mail med de relevante leveringsoplysninger. Hvis forsendelsen er en pakke med GLS eller UPS, får du også et link til sporingen. Hvis det er større forsendelser herunder diske og pulte, vil vi kontakte dig for at aftale nærmere omkring levering og evt. montage.

Hvad gør jeg hvis der opstår problemer med forsendelsen?

Vi stræber naturligvis efter, at der ikke skal opstå problemer med forsendelsen. Men skulle der opstå uventede problemer, er det bedste, du kan gøre, at ringe til os på +45 38 878 800 og udenfor normal telefontid (hverdage 08:00 - 16:00) sende en mail på grape@grapedesign.dk.

 

VIGTIGT! Hvis forsendelsen er beskadiget ved modtagelsen, er det vigtigt, at du kvitterer på fragtbrevet med en anmærkning herom. Uden anmærkninger bortfalder reklamationsretten for så vidt angår transportskader.

Konto, persondata og cookies

Hvad kan min GrapeDesign on-line store konto?

Din konto er din identitet hos os. Den består af grundelementer som navn, e-mail og adresser. Når du bestiller on-line, kan vi med i din konto give dig et samlet overblik over din ordrehistorik, og du kan let downloade tidligere fakturaer. Samtidigt får du mulighed for at abonnere på vores nyhedsmail.

Hvad gør jeg hvis jeg har glemt mit password?

Hvis du har glemt dit password, kan du på få minutter få et nyt. Bemærk dog, at du skal have adgang til den e-mail, du brugte, da du registrerede dig som bruger.

 

Link til gendannelse af pasword: store.grapedesign.dk/forgot

 

Hvis du fortsat har problemer med et logge ind så send os en mail på grape@grapedesign.dk så vi kan hjælpe dig.

 

Hvis du blot vil have et nyt password, kan det gøres under din konto, når du er logget ind.

Hvordan behandles persondata i GrapeDesign on-line store?

I forbindelse med bestilling af varer via GrapeDesign on-line store er det nødvendigt at indsamle visse oplysninger om vores kunder; herunder navn, adresser, telefonnummer og e-mail adresse. Disse oplysninger deles ikke med eller videresælges til tredjepart. Desuden opbevares disse data jvf. dansk lovgivning på området.

 

GrapeDesign on-line store opbevarer ikke betalingskortoplysninger. Information herom udveksles via krypteret forbindelse med indløseren. GrapeDesign on-line store har derfor ikke adgang til dine kortoplysninger.

Hvad med cookies?

Cookies er små filer, som din webbrowser lagrer på din harddisk. Ved hjælp af en eller flere cookies kan vi lettere tilrette vores brugeroplevelse til den enkelte bruger, og dermed give en langt bedre funktionalitet end uden cookies. Herunder de funktioner vi optimerer ved hjælp af cookies.

 

Optimere brugeroplevelsen
Valg af sprog
Hurtigt estimat af leveringsomkostninger
Tilpasning til den browser du benytter
Putte varer i indkøbskurv uden at være logget ind
Mulighed for at forblive logget ind mellem besøg
Opsamle information om populære sider

 

Hvis du ikke bryder dig om cookies, så kan din browser indstilles til ikke automatisk at acceptere cookies. Det vil dog medføre, at dette site (og sikkert mange andre) ophører med at fungere optimalt.

Aftalegrundlag og beskrivelser 

En ordre er først bindende for GrapeDesign, når køber har modtaget skriftlig ordrebekræftelse, eller ved levering. Tilbud afgivet af GrapeDesign er kun bindende for GrapeDesign, såfremt overensstemmende accept er modtaget hos GrapeDesign inden 8 dage efter tilbuddets afgivelse. 

 

Et tilbud eller en ordrebekræftelse fra GrapeDesign vedrørende varer, som ikke findes på eget lager, er afgivet med forbehold for muligheden for fremskaffelse af pågældende varer. Såfremt varerne ikke kan fremskaffes, kan GrapeDesign tilbagekalde det afgivne tilbud eller den afgivne ordrebekræftelse uden, at dette berettiger køberen til at rejse krav.

 

Køber har ikke afbestillings- eller returret.

 

Montage, opstilling, udpakning mv. er ikke inkluderet i tilbudsprisen på møbler, men udføres efter særskilt aftale eller bestilling, således at arbejdet faktureres efter medgået tid. 

Priser, betalingsbetingelser og ejendomsforbehold 

GrapeDesign’s priser er fastsat inkl. emballage men ekskl. pakning, moms og eventuelle andre afgifter. GrapeDesign er berettiget til på leveringsdagen at ændre priserne i overensstemmelse med ændringer i valutakurser, indkøbspriser, told, fragt og forsikringssatser eller andre forhold, som ligger udenfor GrapeDesign’s kontrol. 

 

Købesummen forfalder ved levering, medmindre andet er aftalt. Forfaldne beløb forrentes med 1,5 % pr. måned. Købers pligt til at betale rettidigt består, selv om køber reklamerer.

 

GrapeDesign beholder ejendomsretten til det leverede, indtil fuld betaling er sket. Ved købers manglende betaling er GrapeDesign berettiget til at tilbagetage det leverede. Køber skal erstatte omkostninger og ethvert tab ved tilbagetagelsen. Køber er uberettiget til at foretage videresalg, pantsætning, udlån, udlejning eller lignende af det leverede, indtil fuld betaling er sket. 

Risikoens overgang, leveringstid og forsinkelse 

Det solgte leveres EX WORKS. 

Levering foretages snarest muligt under behørig hensyntagen til leveringstider hos GrapeDesign’s underleverandører. Såfremt leveringstid er aftalt, anses denne for overholdt, når GrapeDesign forinden udløbet har afsendt det leverede, eller dette står til rådighed.

 

Foreligger der forsinkelse fra GrapeDesign, og ønsker køber at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, skal køber, inden to dage efter forsinkelsen er indtrådt, give GrapeDesign et rimeligt varsel til at foretage levering. Udløber dette rimelige varsel uden, at levering er foretaget, kan køber hæve aftalen med de begrænsninger, der følger af disse salgs- og leveringsbetingelser. Har køber ikke inden to dage efter forsinkelsens indtræden givet GrapeDesign varsel, foreligger der ikke forsinkelse. Forsinket levering berettiger uanset årsag ikke køber til erstatning for hverken direkte eller indirekte tab.

 

Forsinkes en leverance som følge af købers forhold, udskyder dette ikke leveringstidspunktet eller forfaldstidspunktet for købesummen. Køber skal friholde GrapeDesign for ekstra omkostninger til transport, opbevaring m.v., der er en følge af købers forsinkelse med modtagelse af varen.

Reklamation, mangler og produktansvar 

Det leverede leveres med de garantier, som GrapeDesign’s producenter og leverandører tilbyder GrapeDesign, og køber kan ikke påberåbe sig nogen yderligere garanti. Garantier omfatter alene nye produkter.

 

Køber er forpligtet til at undersøge det leverede straks ved modtagelsen. Såfremt det leverede lider af mangler, skal køber skriftligt inden 5 dage gøre manglen gældende. Reklamerer køber ikke rettidigt bortfalder købers ret til at gøre manglen gældende.

 

En mangel anses ikke at foreligge, såfremt køber har anvendt det leverede forkert, herunder tilsidesat retningslinier fra GrapeDesign eller GrapeDesign’s underleverandører, eller såfremt køber eller tredjemand uden GrapeDesign’s samtykke har udført ændringer i det leverede. 

 

Ved begrundet og rettidig reklamation er GrapeDesign efter eget valg berettiget til at foretage omlevering eller afhjælpning. Sker rettidig omlevering eller afhjælpning, er køber uberettiget til at hæve aftalen eller kræve erstatning som følge af manglen. Forsinkelse anses ikke at foreligge under disse omstændigheder. GrapeDesign er berettiget til at foretage en eller flere afhjælpninger og/eller omleveringer. Uanset omlevering eller afhjælpning kan eventuelle reklamationer ikke gøres gældende længere end den oprindeligt aftalte reklamationsperiode. 

 

Konstaterer GrapeDesign, at det leverede er mangelfrit, er GrapeDesign berettiget til at fakturere det udførte arbejde.

 

Sker omlevering eller afhjælpning ikke rettidigt, kan køber alene hæve aftalen eller kræve forholdsmæssigt afslag og kun for den del af den samlede leverance, der er forsinket eller lider af mangler. 

 

GrapeDesign er ikke ansvarlig for tingskade opstået som følge af en defekt ved det solgte produkt.

 

GrapeDesign’s eventuelle erstatningsansvar begrænser sig til tilfælde, hvor GrapeDesign har udvist grov uagtsomhed eller forsæt og omfatter ikke indirekte tab af nogen art, herunder driftstab, avancetab, tab af data eller tab af goodwill. GrapeDesign’s eventuelle erstatningsansvar er maksimeret til 25% af det samlede vederlag i henhold til aftalen. Samme ansvarsbegrænsning gælder for GrapeDesign’s serviceydelser. 

Force Majure 

GrapeDesign har ikke misligholdt sine forpligtelser, hvis årsagen til manglende opfyldelse er omstændigheder, som GrapeDesign ikke har fuld rådighed over. GrapeDesign er berettiget til at hæve aftalen, med de begrænsninger der følger af nærværende betingelser, såfremt en af de nævnte omstændigheder har foreligget i mere end 30 på hinanden følgende arbejdsdage. 

Tvister 

Tvister i anledning af nærværende salgs- og leveringsbetingelser afgøres ved de almindelige domstole efter dansk ret. 

Rykkerprocedure 

GrapeDesign rykker for betaling 2 bankdage efter forfalden betaling. Rykkergebyret er iht. dansk lovgivning kr. 100,00. Inkassovarsel sendes 1 uge efter rykker. Fordringer der ikke er betalt 10 dage efter inkassovarsel, bliver sendt til retslig inkasso.